Befordring af passagerer, biler og rejsegods på vore færger

Befordringsbestemmelser

GENERELLE BESTEMMELSER – HERUNDER ANSVARSREGLER FOR PERSON- OG/ELLER KØRETØJBEFORDRING

 

Ved køb af billet til rejse med rederiets færge, eller af rederiet indchartret færge, gælder disse bestemmelser for passagerer, biler, lastbiler, rejsegods og fragt:

Rederiet begrænser sit ansvar for tab, fejl og mangler, samt person-, ting- eller fragtskade overensstemmelse med reglerne i Søloven, samt i de internationale transportkonventioner. (Se §5  vedr. gods og §9 vedr. erstatning for skade på person og bagage).

De rejsende har pligt til at overholde kaptajnens- og besætningens anvisninger.

Ombord- og i landkørsel sker i samarbejde med personalet, og skal ske under særlig agtpågivenhed fra førerens side.

Ophold på vogndækket under overfarten er strengt forbudt af sikkerhedsmæssige årsager.

Brug af åben ild er strengt forbudt. Rygning er forbudt både indendørs og på de udvendige dæk. Dette gælder både almindelige cigaretter og e-cigaretter.

Rederiet kan udelukke køretøjer, der lækker olie, benzin eller andet.

Rederiet kan udelukke personer fra transport – uanset om de har gyldig billet eller ej – hvis de udgør en sikkerhedsmæssig risiko, er berusede eller påvirkede, er til gene for andre passagerer, rederiets personale eller i øvrigt ikke følger de anvisninger, som fremgår af opslag eller anden tilsvarende information om benyttelse af færgen.

Såfremt der er ambulance-, politi- eller rustvognskørsel (med følge) ved udsolgte afgange, bliver de sidst ankomne reserverede køretøjer sat i venteposition. Rederiet kan i særlige tilfælde afvise passagerer til de enkelte afgange, såfremt pladsforholdene betinger dette.

Passagerområderne er videoovervågede. Enhver form for tyveri anmeldes til politiet. Beskadigelse af rederiets inventar eller andres ejendele vil medføre erstatningskrav.

Det er under rejsen på rederiets færge ikke tilladt at tilbyde varer til salg, omdele tryksager, foranstalte indsamlinger eller lignende – hverken ombord eller i land på rederiets område.

Rederiet kan løbende foretage ændringer, hvad angår afgange, færgelejer med videre. Det forventes, at passagerer holder sig orienteret om ændringer i sejlplanen.

GODS

 

A – Almindelig godsbefordring
Alle lastbiler/varevogne med en totalvægt over 3.500 kg eller en længde på over 6 m betegnes som lastbil.
For køretøjer anvendt til godstransport samt for transport af gods i øvrigt, herunder busser til passagerbefordring, gælder bestemmelserne i Østersøaftalen.
Ombordkørsel og i landkørsel sker i samarbejde med personalet og skal ske under særlig agtpågivenhed fra chaufførens side.
Gods på køretøjer skal være tilstrækkeligt surret og sikret for at modstå de påvirkninger, som måtte forekomme under en søtransport. Chaufføren er ansvarlig for, at lasten er forsvarligt surret og sikret på eget køretøj. Rederiet har ikke pligt til at undersøge trailere, containere eller andre transportindretninger med hensyn til godsets pakning, stuvning, eller surring. Såfremt rederiet på trods heraf finder, at godset ikke er pakket på forsvarlig måde, kan rederiet afvise at overføre godset. Rederiet erstatter ikke skade på gods eller køretøj, når skaden skyldes mangelfuld surring, stuvning eller andre forhold, som påhviler chaufføren at sikre, og som rederiet ikke har særlig pligt til at påse. Overstyrmanden har det afgørende ord vedrørende lastesikring/-surringer, samt om lasten evt. skal afvises. 
Skade på gods eller fragt skal anmeldes straks ved modtagelse i ankomsthavnen, inden det forlader området. Såfremt dette ikke overholdes bortfalder reklamationsretten. Rederiet påtager sig intet ansvar for eventuelle skader på lastbiler og gods, der henstår på opmarch- og havnearealer i henhold til gældende retspraksis.

B – Farligt gods
Farligt gods transporteres i henhold til IMDG-kodens bestemmelser.
Afsender af gods har pligt til på forhånd skriftligt at oplyse rederiet om tilstedeværelsen af farligt gods senest 24 timer før transporten skal finde sted. Såfremt sådan oplysning ikke er givet, anses afsenderen for at have garanteret rederiet, at det til transport overgivne gods ikke indeholder farligt gods.
Ved overførsel af motorkøretøjer med farligt gods, skal de nødvendige dokumenter være til stede inden overførsel. Mærkning og emballering skal foretages efter gældende regler. Rederiet forbeholder sig ret til at kontrollere, at lasten svarer til anmeldelsen og har ret til at afvise eller udskyde overførsel af farligt gods.

C – Befordring af levende dyr
Ved transport af levende dyr, skal chaufføren oplyse om dette senest ved ombordkørsel. Ved henvendelse til personalet, kan der under overfarten gives tilladelse til at tilse dyrene. Rederiet påtager sig intet ansvar for overførsel af levende dyr.

D – Erhvervsgods og eksprespakker 
Ved fragt af erhvervsgods og eksprespakker skal pakker afleveres i forbindelse med færgens afgang samt afhentes i forbindelse med færgens ankomst. Kunden skal selv sørge for, at pakkerne kommer ombord på færgen og af færgen igen. 

E – Kontrolvejning
Rederiet er berettiget til at foretage kontrolvejning af trailere for verifikation af den ved reservationen opgivne vægt af traileren. Såfremt kontrolvejningen viser, at traileren overskrider den opgivne vægt, kan rederiet udstede en afgift til kunden til dækning af omkostninger til kontrolvejning, ekstra håndtering og administration.
Overstyrmanden er berettiget til at afvise en trailer, der ved kontrolvejning har vist sig at overskride den ved reservationen
opgivne vægt.

F – Modregningsforbud
Kunden er på intet tidspunkt berettiget til at modregne erstatningskrav eller andre fordringer på rederiet i billetprisen eller rederiets tilhørende tilgodehavender.

G – Henstillen af gods
Gods, der henstilles på opmarcharealerne på rederiets færgelejer, henstår på kundens egen regning og risiko. Rederiet anses tidligst at have modtaget godset på det tidspunkt, hvor ombordkørsel / lastning af godset påbegyndes af rederiets personale.
Såfremt kunden ikke afhenter godset straks efter, at rederiets personale har bragt det i land, henstilles godset på kundens egen regning og risiko, jvf. Sølovens §274 stk. 3 nr. 2, idet godset henstilles på områder, der kun i begrænset omfang er overvåget og sikret. Kunden opfordres derfor til selv at sikre godset på bedst mulige måde.

REKLAMATIONER

 

Anmeldelse af skader på personlige ejendele, køretøjer, rejsegods eller fragt skal straks rettes til en af rederiets besætningsmedlemmer inden færgen forlades. Klager over skader, opstået under rejsen, som ikke er løst ved henvendelse til rederiets personale ombord eller i en af rederiets terminaler, kan indsendes via mail til rederiet.

BILLETTER

 

Billetter kan købes på Samsø Rederis hjemmeside eller ved at ringe til Samsø Rederi. Den rejsende skal ved ombordkørsel/- stigning være i besiddelse af gyldig billet eller lignende gyldig rejsehjemmel. Billet løses forud for afgangen og skal opbevares under rejsen. Billetter købt i drive-in er gyldige til den valgte afgang. Det er passagerens eget ansvar at være checket ind i henhold til de gældende mødetider. Pladsreservation bortfalder, hvis mødetiden ikke overholdes.

BETALING AF BILLETTER

 

Billetter kan købes på Samsø Rederis hjemmeside eller ved at ringe til Samsø Rederi. Den rejsende skal ved ombordkørsel/- stigning være i besiddelse af gyldig billet eller lignende gyldig rejsehjemmel. Billet løses forud for afgangen og skal opbevares under rejsen. Billetter købt i drive-in er gyldige til den valgte afgang. Det er passagerens eget ansvar at være checket ind i henhold til de gældende mødetider. Pladsreservation bortfalder, hvis mødetiden ikke overholdes.

REFUNDERING

 

Billetter kan refunderes gratis senest 10 minutter før afgang online via vores hjemmeside. Tryk her.

Billetter kan også refunderes via personlig betjening eller telefonisk mod et gebyr på 30 kr. per billet.

Bortkomne billetter refunderes ikke. Har en kunde mistet eller forlagt sin billet, må der købes en ny. Hvis kunden senere afleverer den bortkomne billet, refunderes den mod et tilsvarende gebyr. 

UDEBLIVELSE VED RESERVATION

 

Hvis du ikke afbestiller din reservation senest 10 minutter før den bestilte afgang, betales billetten som normalt.

KONTROL AF BILLETTER OG KONTROLAFGIFT

 

Rederiet forbeholder sig ret til at opkræve tillægsafgift/kontrolafgift, dersom der konstateres ombordkørsel/-stigning uden gyldig rejsehjemmel. En passager, der ikke er i besiddelse af gyldig billet
eller kort, skal udover betaling for gyldig rejsehjemmel betale den til enhver tid skiltede kontrolafgift, og skal på personalets forlangende opgive sit fulde navn, adresse samt fødselsdato. Herudover skal pågældende passager legitimere sig med kørekort eller andet retsgyldigt dokument. Personligt udstedte billetter, kort eller bizz’er inddrages uden kompensation ved misbrug.

BEFORDRING AF SYGE/HANDICAPPEDE

 

For invalidebiler imødekommer rederiet de ønsker, der måtte være med hensyn til parkering tæt på elevator, i det omfang det er muligt. Rederiet kan forlange, at syge/handicappede har egen ledsager med under overfarten. En sådan ledsager overføres uden beregning. Rederiet påtager sig ikke ombord- eller i landbringelse af syge, medmindre sygdommen er opstået under overfarten. 

ERSTATNING FOR SKADE PÅ PERSON, KØRETØJ OG BAGAGE

 

Ved befordring af passagerer er rederiet fritaget for ansvar for tiden, før passageren går ombord, og efter at passageren er kommet i land. Rederiet er ikke ansvarlig for tab eller skade på penge, værdipapirer samt andre værdigenstande, såsom sølv, guld, ure, juveler, smykker og kunstgenstande. Ombord- og i landkørsel af køretøjer sker på egen risiko og uden ansvar for rederiet. Det er passagerens pligt at holde sit køretøj forsvarligt afbremset under transporten ved at sætte køretøjet i gear og trække håndbremsen. 
Skader på køretøjer, der skyldes, at disse er sænkede, ombyggede eller tungt lastede er rederiet uvedkommende. Specialudstyr, herunder også rejsegods, der er anbragt udenpå eller ovenpå et køretøj og som beskadiges, men dette er i bevægelse, erstattes ikke uanset ansvarsforhold i øvrigt. Det er passagerens eget ansvar at surre motorcykel, knallert, scooter eller lignende, og det påhviler altid passageren at sikre sig, at køretøjet er tilstrækkeligt stabilt og sikret til at modstå almindelig forventet søgang på overfarten. Skader på sådanne køretøjer, som følge af væltning eller forskubning under overfarten er rederiet uvedkommende.

BAGAGE

 

Under overførslen må der ikke medtages rejsegods, herunder håndbagage og andet gods, som kan volde fare eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods, herunder ingen af de stoffer og varer for hvilke overførsel iht. IMDG-koden ikke er tilladt.

HUSDYR

 

Medbragte husdyr skal føres i snor eller opbevares i egnede kasser/bokse. Det er tilladt at lade hunde og andre dyr blive i bilen under overfarten. Rederiet er ikke ansvarlig for levende dyr, som en passager medbringer som rejsegods.

AFLYSNINGER / FORSINKELSER

 

Rederiet påtager sig intet ansvar for tab eller skade som følge af eventuel manglende plads på skibet, forstyrrelser i driften, herunder også indstilling af driften, som skyldes uregelmæssigheder, herunder Force Majeure, tekniske årsager, vand- og vejrforhold. Endvidere forbeholder rederiet sig ret til uden varsel at foretage ændringer i fartplan og billetpriser. Der kan til enhver tid indsættes et andet skib end annonceret. Rederiet er aldrig ansvarlig for tab opstået som følge af mistede trafikforbindelser eller nødvendige ændringer i rejseplaner. Rederiets erstatning ved forsinkelse eller aflysning kan aldrig overskride billettens pris.

BESTIL BILLET

ÆNDRE BILLET

VÆRD AT VIDE

KONTAKT OS

TRAFIKINFORMATION

Man sejler da til en ø...

Overfarten er en oplevelse i sig selv

Kom i kontakt med Samsø Rederi

Vi sidder klar til at hjælpe dig

Ring til os på 70225900

Telefonerne er åbne:
Alle dage 8.00 – 16.00

Vi svarer på mails alle dage mellem
kl. 06.00 – 19.00